INSPIRATION

Lille rød firkant Bibliotekets læsetips











Vil du have teksten på vores hjemmeside læst højt, kan du hente et lille gratis program på www.adgangforalle.dk - (Åbner nyt vindue)









FEBRUAR  2012

Reklame

Bibliotekaren anbefaler:


Bhakti. Dobbeltbiografisk roman

Af Anne Marie Ejrnæs

Gyldendal, 2011

Fascinerende at læse om to danske kvinders udlængsel og kald:
Teosoffen Erna og missionæren Mariane, som begge får et livsforløb, hvor de lever 40 udfordrende år i Indien i første halvdel af 1900-tallet. To utraditionelle livsforløb, en fortælling om to kvinders særlige ”karrierevalg”.

”Bhakti” er en biografisk roman, der handler om to ret forskellige kvinders liv fra 1912 til 1954. De har det til fælles, at de er troende og følger deres indre kald, drager til Indien for at være noget og gøre noget for andre mennesker.
Begge personer er født i Danmark omkring 1880, men ender med at tilbringe omkring 40 år i Indien.

Hovedpersonerne bygger på to virkelige personer, og forfatteren fortæller deres historie i parallelle forløb.  De ønsker sig eventyr, og det vi i dag kalder selvrealisering. Erna bliver husbestyrerinde, bl.a. for Nehru, Indiens første premierminister. Mariane bliver missionær, personlig og politisk støtte for Ghandi, og hun opretter en kristen skole syd for Madras, for forældreløse piger.

De træffer begge nogle modige valg, som indebærer afsavn, til fordel for det der giver dem mening: bhakti.  Ordet er sanskrit og betyder hengivelse og handler om at tilhøre og tilbede, i både religiøs og erotisk forstand.

Den ene er den markante missionær Mariane (Anne-Marie Petersen), som blev oplært i missionærgerningen på Løventhals Mission i det sydlige Indien. Hun søger at tilpasse nogle af kristendommens tanker til den lokale tro, hinduismen. Som Gandhi vil hun kastesystemet til livs, bl.a. gennem påvirkning af pigerne i hendes skole.

Den anden er Erna Ørnsholt, som i lighed med broderen, arkitekt Ejnar Ørnsholt, er optaget af den teosofiske lære. Hun har blandt andet kontakt med Martinus, der skrev og fortalte om sit kosmiske gudsforhold. Erna møder vi, da hun er guvernante på godset Knuthenborg for lensgreve Eggert Knuth og Sylvia Pios lille søn. Erna er i en del år huslærerinde for den farverige Sylvias to børn, og flytter med til København efter skilsmissen, men drages via interessen for teosofien mod Indien.

Begge er stærke kvinder, der giver afkald på et personligt liv. De fanges ind af lysten til at bevæge sig ud i noget større, noget uegennyttigt. De ejer en lyttende opmærksomhed, en åbenhed over for verden, som er langt fra enhver fordømmelse. Spændende at se de to religioner hinduismen og kristendommen sat op side om side.

Endnu en gang har Anne Marie Ejrnæs spundet en ende over noget historisk, biografisk stof og givet det liv, så det folder sig ud for læserens indre blik.

Anbefalet af bibliotekar Anne Tove Haugbølle

Se bogen: "Bhakti" i bibliotekets søgebase

Se andre læsetips fra biblioteket

Kontakt: e-mail: Anne Tove Haugbølle